To måder at vælge trægulv på

31 March 2020
Camilla Skøtt

editorial

Har du svært ved at vælge, hvilket trægulv der skal lægges i dit hjem? Vi har fundet to spørgsmål, du kan stille dig selv – svarene skulle gerne guide dig i den rigtige retning.

Hvad er fordele og ulemper ved de forskellige træsorter, og hvilken efterbehandling passer egentlig bedst til den måde, du gør rent på – og gider du at bøvle med vedligehold, eller vil du bare gerne have et gulv, der passer sig selv? Spørgsmålene er mange, og det er svært at vælge det rigtige gulv.

I samarbejde med en ekspert i trægulve har vi fundet to spørgsmål, du kan stille dig selv. Svarene burde hjælpe dig med at træffe den rette beslutning.

1) Hvor meget vedligehold vil du have?

Er du typen, der ikke gider at bruge tid på vedligeholdelse, skal du nok ikke vælge et trægulv, hvor selve træsorten er sart og overfladebehandlingen ligesådan. Gå altså langt uden om bløde sorter som fyr, gran og birk, og hold dig også langt væk fra sæbebehandling.

Vil du derimod gerne ofre lidt tid på vedligeholdelse mod at få et enkelt og naturligt udseende, kan du sagtens vælge sæbebehandlingen – du skal bare huske at vaske gulvet med sæbespåner jævnligt, så træet forbliver mættet.

2) Hvor mange penge vil du bruge?

Er du villig til at ofre mange penge på et flot gulv, der kan holde i mange år, kan du med fordel gå efter kvalitet. Massive trægulve er det ypperste, du kan byde din bolig, og de kan både høvles og slibes igen og igen, så de kan holde sig pæne år efter år.

Vil du have en billigere løsning, kan du vælge parketgulv, og vil du have det billigste overhovedet, kan du gå med lamelgulv – sidstnævnte kan sandsynligvis kun slibes en enkelt gang eller to, og derfor er det ikke et gulv, der kan holde i hundrede år.

More articles